Ja, nu nærmer det sig! I dag er der faktisk en måned til vi lander i DK. Skal vi juble eller græde? Det er det store spørgsmål, og umuligt at svare på. Det må blive et både og! For selvfølgelig glæder vi os helt vildt til at komme hjem til jer, men på den anden side har vi haft det så dejligt og har det stadig så godt her, at det bliver svært at sige farvel til. Gennem de sidste 13 måneder i Bolivia har vi lært så meget og fået så mange oplevelser for livet.
Vi har været så priviligerede, at vi stort set hver dag i over et år har arbejdet sammen, holdt fri sammen og brugt næsten al tid sammen. Der var selvfølgelig lige de 4 dage, hvor Mikkel og Rune var i LA Paz. Ikke at det altid har været lige nemt, for man kan da godt gå hen at savne sine andre gode venner og veninder at snakke med. Det kan jo godt blive trivielt at snakke om, hvad man har lavet i dag... Men hvor har vi nydt at have så meget tid sammen. Det har virkelig været et stort privillegie. Og vi har selvfølgelig også hele tiden haft det andet danske par og vores venner og bekendte i San Lucas, så det er jo heller ikke fordi, vi kun har snakket med hinanden.
Heldigvis har vi jo også været så heldige, at alle vores forældre og søskende har været og besøge os. Og Louise og Søren. Ellers ville vi helt sikkert have savnet Danmark endnu mere. Det er også så dejligt at de ved, hvad vi snakker om og har set, hvor vi har boet osv. Så kan de nok også lettere holde til de Bolivia-historier, der helt sikkert kommer en del af i fremtiden ;-)
Men selvfølgelig har vi savnet Danmark, ikke mindst når der har været sket store begivenheder derhjemme. Selvfølgelig er det noget man er klar over, når man vælger at tage væk så længe, men det har været umuligt at undgå, at vi nogle gange har syntes, der var lidt langt hjem. Men hvad er vi egentlig gået/går vi glip af?
- To bryllupper; det ene hos kusine Mette og Daniel sidste sommer, det andet lørdagen inden vi lander i DK hos vennerne Kira og Martin.
- En graviditet med efterfølgende fødsel; her er det igen kusine Mette, der har været på spil.
- Diamantbryllup hos farmor og farfar.
- To studenter; bror Johan og kusine Kirstine.
- Søster Stine færdig som ingeniør.
- Mikkels morfars begravelse.
Det er svært at beskrive alle oplevelser vi har haft og hvad vi har lært, og mange ting er nok heller ikke gået op for os eller har bundfældet sig endnu, men alligevel vil jeg prøve at bekrive noget af det. Meget af det handler nok om, at Bolivia er et land, der er så lagt fra Danmark både udviklingsmæssigt og geografisk, og at vores hverdag her har adskilt sig så meget fra den hverdag vi har derhjemme. Vi har til tider lært at vente og være tålmodige. Vi har lært, at det altid er en god ide at have en bog med, når man skal nogle steder, så man kan lave noget andet end at gå ud af sit gode skind over der ikke er andre der kommer til tiden. Vi har lært, at Danmark er enormt effektivt. Vi har lært at en kommunes sundhedsprogrammer, investeringer mm. godt kan fungere (man kan så diskutere, hvor godt det fungerer) uden at der behøver at planlægges, og at vi danskere har et enormt behov i forhold til bolivianerne for at planlægge (også længere end de næste to uger) og koordinere. Vi har oplevet, at det er en kæmpe barierre for Bolivia, at der tales forskellige sprog, så for eksempel lægen ikke kan komunikere med sine patienter. Så har vi lært at køre nogle lange bilture i den fantastiske natur – her har vi virkelig også tilbragt mange timer sammen. Danmarks veje bliver ren afslapning i forhold til de snoede grusveje, vi efterhånden har vænnet os til.
Hvad kommer vi til at savne? Der bliver rigtig meget... Blandt det meget håndgribelige står den grillede lomo (oksemørbrad) højt på listen. Hver gang bliver den virkeligt nydt, og hvis (og det er virkelig hvis) der er lidt rester, er den som kold fantastisk dagen efter. Vi har tit snakket om, om det overhovedet er muligt at få så lækkert og mørt kød i Danmark. Ellers er der den friskpressede appelsin og grape juice, som vi har nydt stort set hver morgen i citusfrugtsæsonnen, og maracujafrugter (passionsfrugt), som vi oftest har blendet med vand til en juice - muy rico! Ja, frugtmarkedet i Sucre bliver helt sikkert et savn. Hver gang vi har været i Sucre har vi altid tanket fuldt op med friskt frugt og grønt. Og selvfølgelig koster det billigt, som alt andet i Bolivia. Prisen på oksemørbraden synes jeg også lige skal nævnes, 22 danske kroner. Det er jo helt vildt. Huset i San Lucas, med vores eget store køkken og en dejlig gårdhave, kommer vi også til at savne. Vi ved selvfølgelig ikke endnu, hvad vi kommer til at bo i i København, men mon det dog bliver lige så lækkert – vi tror det næppe.
Af det mindre håndgribelige kan nævnes de dejlige weekender i San Lucas, hvor man bare har tid til at lave det, man har lyst til. Læse bøger og spille sport har været hyppige weekendaktiviteter. De fantastiske oplevelser vi har fået ved at bo og arbejde, som vi har gjort. Opleve den måde indianerne bor i deres små lerhuse, stort set uden nogle midler. Og alligevel er de gæstfrie, smilenden og glade mennesker. Det er da i hvert fald noget man kan tage med sig hjem. De venner og bekendte vi har lært at kende og har haft mange gode og sjove oplevelser med, Eva og Christian, Trine og Rune (men dem ser vi jo heldigvis igen om et halvt år i Danmark), Jairo – nabodrengen, vores ansatte Vicky og Elio, Marty og Saskia, Kamil og Rebekka (hollænderne), lægerne og andet sundhedspersonale på hospitalet og så alle de andre i San Lucas. Også frugtungerne (Wiliam, Christian, Sulma, Veronica, Jorge med flere) med uglet hår og snotnæse, der hver dag kommer og banker på ruden for at spørge om vi har appelsiner, kommer vi til at savne. Så er der arbejdet med de spændende udfordringer vi har haft og de opgaver vi har været med til at løse. Det ansvar vi har haft. Det at arbejde for at være med til at forbedre forholdene for nogle mennesker, der ikke har så mange muligheder. Ellers er der den klare, klare stjernehimmel, bjergene, de dumme æsler der ikke flytter sig, selvom de står midt på vejen, de fede Landcruisere og man kunne blive ved. Der er sikkert også noget, vi ikke kommer til at savne, men lige nu kan jeg kun komme i tanke om strømsvigt! Og så lige det pisse kolde kontor. Og chicha (majsøl) og vores uduelige advokat. Og at bolivianerne ALTID kommer for sent, og kører rådent. Og tarme til frokost.
