Velkommen til vores hjemmeside. Vi har nu ændret titel og vil primært bruge siden til at fortælle om Almas første tid.

Saturday, July 15, 2006

Velkomstfest og tur på landet

Nu har vi været i San Lucas i to uger og er så småt ved at falde til hernede. Vi har efterhånden mødt mange af de mennesker vi kommer til at have med at gøre. Alle har været meget venlige og har taget godt imod os.
I går holdt vi en afskeds/velkomst-fest for henholdsvis Kristian og Susanne som er på vej hjem og os. Kristian og jeg (Mikkel) brugte det meste af dagen på at stege et svin Kristian havde købt hos en af naboerne for 250 kr. Det fik seks timer over bålet og resultatet var rigtig godt. Vi var omkring 40 mennesker til festen. En blanding af folk fra hospitalet, komunen, naboer, rengøringskonens familie og en hollandsk familie der bor her i byen. Selv om folk var inviteret til Middag klokken seks kom de dumpende i løbet af aftenen, de fleste ved 8-9 tiden. Så fik de en tallerken mad og en kop med drinks eller øl når de kom. Som værter var det vigtigt at vi hele tiden gik rundt og tilbød dem mere at drikke. De tog godt fra. Da vi havde drukket de 4 liter brændevin fra det lokale brænderi tog vi ned på en at byens to karaokebarer, hvor der blev sunget og danset til ud på natten. Bolivianerne er gode til at feste og vi havde alle en rigtig god aften. I dag har vi ryttet op og slappet af.

Sidste weekend havde vi en oplevelsesrig tur ud på landet. Vi var Vicky (vores dygtige socialarbejder der arbejder med kvindegrupper), to sygehjælpere som skulle undervise på et kursus for de sundhedsfrivillige fra landsbyerne, Eva og Christian og Marie og jeg. Vi startede med at køre 4 timer af grusvej ud til en lille sti, hvor der stod et par mulddyrsdrivere og ventede på os. Her fra gik vi i seks timer, hvoraf de sidste 4 gik stejlt nedad kun oplyst af månen (Vi var kommet sent afsted da sygehjælperne ikke kunne få deres medicin med, da hospitalsadministratoren havde tømmermænd og derfor ikke var til stede for at underskrive. Velkommen til Bolivia). Men vi nåede frem og fik sat vores telte op. De to følgende dage oplevede vi hvordan kvindegrupperne og vores kurser for de sundhedsfrivillige fungerede. Disse er to af projektets primære aktiviteter og det var rigtig spændene. Der ud over er der meget smukt i Pirhuani (Der er billeder), som nogen af jer måske kan huske hvis I har set filmen fra vores projekt. Mandag stod den på hjemrejse. Vi gik syv og en halv time opad, og steg ialt 1730 meter (pænt hårdt). Men denne tur var i lys, og der var fantastisk flot.

Den sidste uge er Marie og jeg ellers blevet sat ind i de sidste ting i forbindelse med vores overlap med Susanne og Kristian, og de næste to uger skal vi være i Sucre og La Paz, for at ordne kørekort (mislykkedes desværre sidste gang i Sucre pga en sur politimand, hvilket betyder jeg endnu ikke har givet den gas i vores fede firhjulsstrækkere), identitetskort, Visa og andre papirer. Der bliver også tid til en lille ryste sammen tur med Christian og Eva mens vores papirer bliver behandlet i La Paz. Efter sidste weekends succes i Pirhuani, overvejer vi en vandretur, evt. kombineret med noget isklatring. Håber i nyder den danske sommer. Vi har det rigtig godt, og tænker på jer derhjemme.
Kærlig hilsen M og M