En lille historie fra San Lucas

Efter en lang og produktiv dags arbejde sidste torsdag kom Elio (vores ene ansatte) hjem fra en tur på landet uden bil. Han fortalte at han sammen med sygehjælperen fra området havde kørt fast på en mudret vej ca. 3 timer fra San Lucas. De havde ikke kunne få bilen fri og var gået to timer op af en stejl stigning, i mudder til anklerne, i en blanding af hagl og regnvejr i 4.400 meters højde. De havde været kolde og udmattede da de fik et lift tilbage.
Den næste dag måtte vi ud og hente bilen, men desværre var den anden projektbil i Sucre, så vi måtte spørge hospitalet om hjælp. De var glade for, for en gangs skyld at kunne hjælpe os med bil, da de her på det sidste har lånt vores biler hyppigt, da deres nye ambulance har været udsat for et alvorligt uheld (en sørgelig historie hvor hospitalets sympatiske chauffør, Roman kørte med sin egen mor som patient. Hun døde i uheldet). Desværre havde de kun cacatchaen (betyder gammel bil på Ketchua) til rådighed. Denne bil kommer klart en på en førsteplads som den dårligste bil jeg nogensinde har kørt i. Den var ældre end mig, kunne kun tændes ved at åbne kølerhjelmen, og kun af chaufføren der skulle køre os. Desuden virkede instrumentbræt og viskere ikke, bremserne meget dårlige og godt over 90 graders retslør. Godt vi fik en chaffør med. Vi havde planlagt en tidlig afgang og blev lidt skuffede da chaufføren kom 1½ time for sent. Men afsted kom vi med hele den gamle ambulance fuld af skovle, brædder, dunkraft og kapler til redningsafktionen. Ca. 10 min efter afgang valgte vores chauffør at strejfe en gravko der arbejdede på vejen, men kørte videre som om intet var hændt på trods af den høje larm. Elio og jeg blev enige om at chaufføren var fuld. Jeg bad ham om at holde end til siden og beordrede under mindre protester Elio om bag rattet (turde ikke selv). På dette tidspunkt var stemningen i bilen ikke fantastisk og vi var meget i tvivl om det overhovedet ville være muligt at komme frem til stedet, hvor vores bil var kørt fast. Da vi var halvvejs fremme samlede vi lægen ude fra området op for at give en hånd med. Han var i nye hvide kondisko, hvid kittel, højt humor og meget opsat på en spændende redningsaktion. Stemningen i bilen steg.
Da vi nærmede os den fatskørte bil blev vejen meget blød og pludselig havde vi to biler der var kørt fast, heldigvis kun med ca. 200 meter mellem dem. Vi besluttede at gå op og grave projektets firehjulstrækker fri, der efterfølgende skulle gøre det en smal sag at trække cacatchaen fri. Det tog ca. en time for os fem personer at grave bilen fri, hvor den fulde chaffør helt klart var den der havde mest erfaring i hvordan noget sådant skulle gøres.
Udmattede vendte vi hen på eftermiddagen tilbage til lægens sundhedscenter hvor vi på udturen havde bestilt frokost. Bedst som middagen skulle til at blive serveret, kaldte sygeplejersken på lægen. En 17 årig pige havde taget gift for at begå selvmord og var meget kritisk. Desværre havde de ikke nogen modgift på centret, og umiddelbart efter var vi på vej til San Lucas med patient, sygehjælper og patientens mor på bagsædet. Men regnen havde begyndt og floderne voksede. Efter ca. en times kørsel hvor patienten heldigvis var blevet gradvist bedre nåede vi til en flod vi ikke kunne passere. Det kostede os 1½ times ventetid ydeligere inden vi men en bilfuld af højt bedende bolivianere uden problemer kunne krydse floden og vende tilbage til San Lucas hvor pigen blev afleveret på hospitalet. Efter en yderst hektisk dag vendte jeg tilbage til kontoret, som Marie havde passet alene, og var næsten lige så udmattet som mig.Da vi forlod San Lucas var pigen stadig i bedring. Bilen bliver nu forkælet i Sucre med værkstedsbesøg og grundig rengøring.