Marie, Mikkel og Alma

Så blev vi tre...

2008-11-08T05:06:00.000-08:00

Hej allesammen
Så tager vi vores blog i brug igen for at lade jer alle følge med i Almas første tid.
Hun er i dag fem dage gammel, og vi har selvføglelig fået taget en masse billeder af hende, som vi gerne vil dele med jer. Vi linker til albummene herfra. Ved at klikke på billedet kommer der en tekst til billedet frem.
Alma kom til verden klokken 4:07 den 3. november på Hvidovre Hospital. Fødslen gik godt og ukompliceret. Hun kom ud med højre arm oppe ved siden af hovedet (også kaldet en supermand). Efterfølgende brugte vi et par dage på hvidovre til lige at få en god og rolig start på den nye tilværelse. Alma er selvfølgelig det kæreste i verden, men det kan i jo selv se, hvis i kigger et par billeder. I må bære over med antallet. Vi har nok ikke været så gode til at sortere fra. Vi glæder os til at vise hende frem til alle jer, der endnu ikke har set hende "live" endnu.
Mange hilsener fra Alma, Marie og Mikkel.

2007-08-15T07:37:00.000-07:00

Her er et par fine billeder fra vores fantastiske tid i Bolivia

Fra vores overlapstur med Trine og Rune

Fra vores overlapstur med Eva og Christian

Saltørkenen

Bolivianere

Diverse

Brazil

Besøg til jul

Kastrup d. 21. august!

2007-08-07T08:31:00.000-07:00

Kaere alle.
Bare saa der ikke skal vaere tvivl om vores hjemkomsttidspunkt, kommer det lige paa vores blog. Efter planen lander vi i Kastrup d. 21. august kl. 16.35 med et SAS-fly fra Munchen.

Ses snart
M og M

Bolig fundet

2007-07-22T11:18:00.000-07:00

Til alle vores forbindelser i Danmark der er i gang med at finde bolig til os, kan vi fortaelle at vi har faaet et vaerelse i et bofaelleskab (MMM...S´N´R!) i Valby fra den 15. august. Perfekt. Vi glaeder os rigtig meget til at laere Noenne, Rasmus, Signe og Maria bedre at kende. Ciao.

D. 21. juli 2007

2007-07-22T11:10:00.000-07:00

Ja, nu nærmer det sig! I dag er der faktisk en måned til vi lander i DK. Skal vi juble eller græde? Det er det store spørgsmål, og umuligt at svare på. Det må blive et både og! For selvfølgelig glæder vi os helt vildt til at komme hjem til jer, men på den anden side har vi haft det så dejligt og har det stadig så godt her, at det bliver svært at sige farvel til. Gennem de sidste 13 måneder i Bolivia har vi lært så meget og fået så mange oplevelser for livet.

Vi har været så priviligerede, at vi stort set hver dag i over et år har arbejdet sammen, holdt fri sammen og brugt næsten al tid sammen. Der var selvfølgelig lige de 4 dage, hvor Mikkel og Rune var i LA Paz. Ikke at det altid har været lige nemt, for man kan da godt gå hen at savne sine andre gode venner og veninder at snakke med. Det kan jo godt blive trivielt at snakke om, hvad man har lavet i dag... Men hvor har vi nydt at have så meget tid sammen. Det har virkelig været et stort privillegie. Og vi har selvfølgelig også hele tiden haft det andet danske par og vores venner og bekendte i San Lucas, så det er jo heller ikke fordi, vi kun har snakket med hinanden.
Heldigvis har vi jo også været så heldige, at alle vores forældre og søskende har været og besøge os. Og Louise og Søren. Ellers ville vi helt sikkert have savnet Danmark endnu mere. Det er også så dejligt at de ved, hvad vi snakker om og har set, hvor vi har boet osv. Så kan de nok også lettere holde til de Bolivia-historier, der helt sikkert kommer en del af i fremtiden ;-)

Men selvfølgelig har vi savnet Danmark, ikke mindst når der har været sket store begivenheder derhjemme. Selvfølgelig er det noget man er klar over, når man vælger at tage væk så længe, men det har været umuligt at undgå, at vi nogle gange har syntes, der var lidt langt hjem. Men hvad er vi egentlig gået/går vi glip af?
- To bryllupper; det ene hos kusine Mette og Daniel sidste sommer, det andet lørdagen inden vi lander i DK hos vennerne Kira og Martin.
- En graviditet med efterfølgende fødsel; her er det igen kusine Mette, der har været på spil.
- Diamantbryllup hos farmor og farfar.
- To studenter; bror Johan og kusine Kirstine.
- Søster Stine færdig som ingeniør.
- Mikkels morfars begravelse.

Det er svært at beskrive alle oplevelser vi har haft og hvad vi har lært, og mange ting er nok heller ikke gået op for os eller har bundfældet sig endnu, men alligevel vil jeg prøve at bekrive noget af det. Meget af det handler nok om, at Bolivia er et land, der er så lagt fra Danmark både udviklingsmæssigt og geografisk, og at vores hverdag her har adskilt sig så meget fra den hverdag vi har derhjemme. Vi har til tider lært at vente og være tålmodige. Vi har lært, at det altid er en god ide at have en bog med, når man skal nogle steder, så man kan lave noget andet end at gå ud af sit gode skind over der ikke er andre der kommer til tiden. Vi har lært, at Danmark er enormt effektivt. Vi har lært at en kommunes sundhedsprogrammer, investeringer mm. godt kan fungere (man kan så diskutere, hvor godt det fungerer) uden at der behøver at planlægges, og at vi danskere har et enormt behov i forhold til bolivianerne for at planlægge (også længere end de næste to uger) og koordinere. Vi har oplevet, at det er en kæmpe barierre for Bolivia, at der tales forskellige sprog, så for eksempel lægen ikke kan komunikere med sine patienter. Så har vi lært at køre nogle lange bilture i den fantastiske natur – her har vi virkelig også tilbragt mange timer sammen. Danmarks veje bliver ren afslapning i forhold til de snoede grusveje, vi efterhånden har vænnet os til.

Hvad kommer vi til at savne? Der bliver rigtig meget... Blandt det meget håndgribelige står den grillede lomo (oksemørbrad) højt på listen. Hver gang bliver den virkeligt nydt, og hvis (og det er virkelig hvis) der er lidt rester, er den som kold fantastisk dagen efter. Vi har tit snakket om, om det overhovedet er muligt at få så lækkert og mørt kød i Danmark. Ellers er der den friskpressede appelsin og grape juice, som vi har nydt stort set hver morgen i citusfrugtsæsonnen, og maracujafrugter (passionsfrugt), som vi oftest har blendet med vand til en juice - muy rico! Ja, frugtmarkedet i Sucre bliver helt sikkert et savn. Hver gang vi har været i Sucre har vi altid tanket fuldt op med friskt frugt og grønt. Og selvfølgelig koster det billigt, som alt andet i Bolivia. Prisen på oksemørbraden synes jeg også lige skal nævnes, 22 danske kroner. Det er jo helt vildt. Huset i San Lucas, med vores eget store køkken og en dejlig gårdhave, kommer vi også til at savne. Vi ved selvfølgelig ikke endnu, hvad vi kommer til at bo i i København, men mon det dog bliver lige så lækkert – vi tror det næppe.
Af det mindre håndgribelige kan nævnes de dejlige weekender i San Lucas, hvor man bare har tid til at lave det, man har lyst til. Læse bøger og spille sport har været hyppige weekendaktiviteter. De fantastiske oplevelser vi har fået ved at bo og arbejde, som vi har gjort. Opleve den måde indianerne bor i deres små lerhuse, stort set uden nogle midler. Og alligevel er de gæstfrie, smilenden og glade mennesker. Det er da i hvert fald noget man kan tage med sig hjem. De venner og bekendte vi har lært at kende og har haft mange gode og sjove oplevelser med, Eva og Christian, Trine og Rune (men dem ser vi jo heldigvis igen om et halvt år i Danmark), Jairo – nabodrengen, vores ansatte Vicky og Elio, Marty og Saskia, Kamil og Rebekka (hollænderne), lægerne og andet sundhedspersonale på hospitalet og så alle de andre i San Lucas. Også frugtungerne (Wiliam, Christian, Sulma, Veronica, Jorge med flere) med uglet hår og snotnæse, der hver dag kommer og banker på ruden for at spørge om vi har appelsiner, kommer vi til at savne. Så er der arbejdet med de spændende udfordringer vi har haft og de opgaver vi har været med til at løse. Det ansvar vi har haft. Det at arbejde for at være med til at forbedre forholdene for nogle mennesker, der ikke har så mange muligheder. Ellers er der den klare, klare stjernehimmel, bjergene, de dumme æsler der ikke flytter sig, selvom de står midt på vejen, de fede Landcruisere og man kunne blive ved. Der er sikkert også noget, vi ikke kommer til at savne, men lige nu kan jeg kun komme i tanke om strømsvigt! Og så lige det pisse kolde kontor. Og chicha (majsøl) og vores uduelige advokat. Og at bolivianerne ALTID kommer for sent, og kører rådent. Og tarme til frokost.

M og M flying high

2007-06-21T11:24:00.000-07:00

Saa har vi vaeret paa eventyr. Mikkel skulle have sin foedsels- dagsgave, som var en tur med tandem paragliding. Det betyder, at man bliver speandt fast til en instruktoer og en faldskaerm og saa loeber man ud over en bjergsraaning. Herefter flyver man 10-15 minuter vha. varm opstigende luft! Det var fedt og ret vildt!

Ellers saa har vi vaeret et par dage i Sucre for at arbejde. I morgen skal vi moedes med Louise og Soren (Maries studieveninde og hendes kaereste). De lander i Sucre i morgen, for at holde tre ugers sommerferie i Bolivia. Heldigvis har vi tid til at have nogle dage sammen med dem, saa det glaeder vi os helt vildt til - det bliver saa dejligt at toesesnakke! Maaske har de ogsaa lakridser med ;-)

Ellers vil jeg ikke skrive saa meget mere nu. Der er i dag 2 maaneder til vi lander i DK, og der er kommet masser af nye billeder!

Haaber I alle har det godt.

Knus og kram

Mikkel og Marie

D. 3. juni

2007-06-02T14:54:00.000-07:00

Ja, denne gang er det faktisk fra San Lucas vi skriver! Ja, og nettet er faktisk ikke så langsomt endda! Dog lukker alle computere ned, når der er udsving i strømmen, men det må man jo tage med til de får råd til at købe nogle strømstabilisatorer. Jeg har også lige forsøgt mig med skype, men hverken med Tea eller Anne Sofie var det en succes – øv!

Ellers nyder vi endnu en gang at have weekend i San Lucas. Trine ogRune er taget til Sucre for at arbejde et par dage. Vi vågnede op til hanegal i går morges, hvor vi havde valgt at tage en madres ud på græsplænen for natten. Så tænker I nok, at vejret er lige så godt som i DK for tiden. Men her går vi jo mod vinter, så nattetemperaturen er nede omkring de 0 grader. Vi er jo i bjergene. Men så var vi bare glade for vores gode dunsoveposer. Det vi ellers fik dagen til at gå med, var en tur på ”La cumbre”. Til jer der har været her, er det den tur på cykel op ad Danidavejen, hvor vi har fortalt at man kunne cykle op på toppen, hvor man ogsaa koerer i bil til Potosi, og hvor man har en fantastisk udsigt over den dal, hvor San Lucas ligger. Når man går op på San Cristobal, som er en top vi har ”besteget” med vores gæster fra DK, kan man også kigge på den snoede cykelvej også kaldet Danidavejen, da de i sin tid har sponsoreret konstruktionen af vejen. Nå, men det er i hvert fald en rigtig hård tur. 2 en halv time op ad bakke. Og ikke en hvilken som helst stigning, men bare op op og op! Men når man så først er på toppen, kan man rigtig nyde den flotte udsigt, og slappe lidt af i bagen – for den er rigtig øm på det tidspunkt skulle jeg hilse at sige. Ned igen er det en helt anden sag – der kører det bare, og her er man glad for de gode bremser på cyklen. Tak for lån af cykel, Trine ;-) Jeg vil lige tilføje, at Marti (hollaenderen) har rekorden paa en time og 16 minuter, saa vi har stadig lidt at gaa efter.

I dag har jeg fået bagt rugbrød og vi har fået lækker frokost med stegt torskerogn og en champignonpate, vi har lært af Eva og Christian.

Ellers har vi i ugens løb været en tur på landet. Denne gang til et nyt sted, Huanumilla. Det er også et dalområde, som de andre steder vi arbejder. Vi prioriterer dalområderne, da det er de områder med størst ufremkommelighed og størst fattigdom. Vi var alle 4 gringos med på et kursus for frivillige landsby sundhedsarbejdere. De får kurser to gange om året i basal sundhed. Denne gang var temaet ernæring og underernæring – et tema der er meget fokus på fra sundhedsministeriets side. Vi var med for at supervisere den forholdsvis ny underviser, Aniceto. Han er uddannet sygehjælper på et legat fra os, så det var super fedt at se, at han klarer sit job flot. Han er selv tidligere sundhedsfrivillig og fra et dalområde i kommunen, så han ved, hvad det er for en flok han har med at gøre og hvilke forhold de skal arbejde under. Nogle af dem er dygtige og laver et stort stykke arbejde i deres landby, mens andre ikke er de skarpeste knive i skuffen, og ikke tager skade af at få 4, 5 gentagelser – uden garanti for, at der er noget der hænger ved. Ja, men udvikling tager tid, og hvis de får udryddet underernæring inden 2010, som er regeringens mål, så er der heldigvis udsigt til at børnene kan lære lidt mere i skolen, og bolivias befolkning som helhed kommer op på et ok niveau. Men, ja udvikling tager tid. I løbet af kurset var deltagerne ude at lave husbesøg hos kvinder med små børn, som er den målgruppe, de sundhedsfrivillige præver at hjælpe. Og så tænker man endnu engang, at det er da klart at børnene har så meget diare og der sker infektioner i forbindelse med fødsler mm., når det man har, er et jordgulv og et bål at lave mad over. Så er det fandeme ikke nemt at holde dyrene ude af maden og opretholde et vist hygiejneniveau. Men de klager ikke!
I byen ligger også et internat, hvor de børn, der kommer langt fra, bor i løbet af skoleugen. Så der var masser af børn og liv i byen. Og de var vældig interessede i de hvide mennesker, der var kommet til deres by. Det er vist ikke så tit det sker. Ikke mindst var de fasinerede over vores telte og kamerarer. Der nåede også at ske lidt drama. Der blev selvfølgelig arrangeret fodboldkamp – lærerne mod de sundhedsfrivillige. På lærernes hold spillede en del elever, og en af disse faldt uheldigt ned på cementen (ja, det er altså underlaget på alle deres boldbaner Bolivia), så hans albue gik ud af led! Heldigvis var Aniceto god til at tage ansvar og i samarbejde med Rune, vores kollega, bofælle, og kommende læge, fik de hevet den på plads!

Ellers er der sket en masse omrokeringer på diverse stillinger i byen. Den gamle borgmester er blevet afsat, og det betyder altid skift i personale. Indtil videre er det kun blevet ved snakken, men vi har hørt en masse sladder om, hvem der bliver skiftet ud. Det kan være at det er fra i morgen mandag, det bliver efektueret. Det tyder på at de to personer der er ansat som administrerende personale på hospitalet bliver skiftet. Heldigvis er det den gamle administrator, Milton, der kommer tilbage. Vores erfaring er, at han er noget mere effektiv en Beto, den nuværende, og han arbejder også godt for IMCCs aktiviteter. Så kommer der også en ny cheflæge endnu engang. Vi ved stadig ikke hvem, så det bliver spændende. Rygterne lyder på en ung læge Franklin! Der er ogsaa rygter om en udbygning af San Lucas hospital. Det skulle vaere en tilbygning paa tre eller fire etager - med en tysk donor. De har vist bare glemt at tanke paa at der i forvejen ikke er nogle patienter, og at det er dyrt at koere saadan et hospital med personale og drift. Ja, det bliver spaendende at se om det bliver til noget!

Det var alt for nu. Håber I har det godt derhjemme allesammen.

Kære alle

2007-05-22T18:33:00.000-07:00

Hej alle!

Hvordan står det til i DK? Så er der sket ting og sager i Bolivia. Først og fremmest har vi haft en dejlig ferie med mor og far Frederiksen. Tre uger, hvor vi både fik vist mor og far en masse af det Bolivia vi kender, men hvor også Mikkel og jeg oplevede en masse nye steder og sider af Bolivia.

Solnedgang over saltørkenen.

Ellers er der kommet Internet cafe i San Lucas - vildt! Vi har kun prøvet det en gang, og der gik maskinen død, da mailen skulle sendes. Men det tager nok lige lidt tid inden de får lært at styre 6 computere. Vi håber på det bedste! Vi lover dog ikke, at vi tjekker mail hver dag, men det bliver da dejligt at kunne kommunikere lidt oftere med DK.

På torsdag tager Mikkel og jeg til La Paz. Det bliver nok sidste gang vi skal opleve La Paz i denne omgang.
Vi skal repræsentere IMCC San Lucas ved det årlige møde for danske eller dansk financierede NGOer i Bolivia. Det bliver helt sikkert spændende og en oplevelse at møde nogle andre organisationer.

Klokken er ved at være mange, så jeg vil ikke skrive mere herfra nu. Håber der inden længe kommer flere historier og billeder fra ferien og livet i San Lucas.

Mange hilsner fra os begge
Marie

Så er der nye billeder

2007-03-22T20:38:00.000-07:00

Vi har lige fået uploaded en masse nye billeder, som vist kræver en lille historie.

Julefrokost i december
Vi fik holdt en rigtig dansk julefrokost med rugbrød, sild og snaps. Vi holdt det i vores hus, og havde inviteret vores ansatte, Vicky og Elio, og hollænderne, Marti, Saskia og deres børn, Camile og Rebekka.

Juledage i San Lucas
Vi havde den mest fantastiske jul. Det var selvfølgelig noget specielt med varmen og ikke at være hjemme i Danmark. Men det var så dejligt at have Stine, Anne Sofie, Johan, Christian, Malene, Jo og Claus på besøg. Vi nød virkelig at vise San Lucas frem og det var skønt at se dem alle igen. Da de landede i Sucre d. 23. dec. kørte vi direkte til San Lucas og blev der til d. 28. dec.
Juleaften manglede ikke noget. Der var både and, juletræ (dog af plastik) og masser af pakker.
I juledagene nåede vi bl.a. at begrave et lamafoster sammen med nabodrengen Jairo. Det skulle bringe held og lykke her i Bolivia! Endnu en dansk julefrokost fik vi holdt, vi fik plantet nogle fine planter på hovedgaden, og en god gåtur op på toppen Cristobal blev det også til.

Nytår mm. I Sucre
Vi havde et par dage i Sucre til at shoppe, se på byen, besøge dinosaurospor og gøre klar til nytår. Tiden går altid stærkt i Sucre når vi er her med arbejdet, så vi nød virkelig også at have lidt tid til at se på byen og have tid til at gå hjem til huset, hvor vi normalt plejer at tage en taxi. Nytår var vældig fint med god mad, champagne, og en god fest. Vi var da også nogle der endte med en tur i byen, så den 1. januar var mest bare til afslapning.

Saltørkenen
D. 2. januar satte vi Anne Sofie og Johan på en bus til Uyuni, fylde landcruiseren op og kørte ellers aftsted. Der er en 10 timers køretur mellem Sucre og Uyuni, som er derfra man tager på tur ind i saltørkenen. Og her taler billederne næsten for sig selv. Et syret landskab, hvor man så langt øjet rækker er omgivet af salt! Det giver en meget mærkelig fornemmelse for aftande, så derfor kan man lave disse tricksbilleder. En helt fantastisk oplevelse kan man vist roligt sige.

Herefter tog Stine og Anne Sofie på egen hånd, og vi skulle sige farvel, da vi ikke vidste om vi ville nå at mødes i La Paz. Resten af flokken kørte med os til La Pax, hvor vi skulle mødes med Trine og Rune der kom fra Danmark.
Jo, Claus, Malene, Christian og Johan blev et par dage i La Paz inden de tog videre mod Peru, og vi skulle sige farvel til dem.

Mens Trine, Rune, Mikkel og jeg gik og bandede over bureaukratiet i Bolivia, var Stine og Anne Sofie på endnu et eventyr på saltsletten. Da de kom til La Paz, var vi der stadig, så vi fik også tid til at være lidt mere sammen med dem når vi ikke arbejdede.

På tur fra La Paz
Blandt andet var vi( Trine, Rune, Stine, Anne Sofie, Mikkel og jeg) på en tur til verdens højest beliggende skilift. Den kørte dog ikke, ligesom der heller ikke var noget sne! På trods af dette, lidt for mange skyer og Anne Sofies dårlige mave havde vi en dejlig tur. Når man har været i La Paz nogle dage, trænger man virkelig til at komme ud i den friske luft, så det var dejligt.

Så skulle vi jo også sige farvel til de dejlige søstre, som tog videre mod Titikaka og derefter Santa Cruz. Det er mærkeligt at der nu igen er længe til vi skal se dem.

2 års fødselsdag hos Damaris
Den ene af vores ansatte, Elio, der arbejder med traditionel medicin, har en datter Damaris. Da hun fyldte 2 år var vi inviteret til hendes fødselsdag, og det var noget af en fest. Man siger, at det er vigtigt at holde store fester for sine små børn, så de får held og lykke i fremtiden, men man kan ikke lade være med at tænke på, om det også en lille smule er for at vise, hvor mange penge man har til at bruge på sin lille guldklump.
Vi blev i hvert fald godt og grundig overraskede, da der både var karusel, hoppeborg, en stor og en lille klovn, to ”Barneys” (tøjdukker) i voksenstørrelse, en kæmpe ”Barneykage” og alt fra servietter til tallerkerne var med ”Barney”. Og så smagte kagen ikke en gang særlig godt! Ja, der er vist ikke så meget andet at sige end at det var en oplevelse.

Ovnreparation i San Lucas
De sidste billeder i denne omgang er fra ovnreparationen i vores baghave. Vi har ikke haft så meget gang i den, da det efterhånden trængte til at blive lappet lidt. Det tog Jairo og William sig af. De brugte en dag på at fragte ler fra floden og kaste det ud over ovnen. Det var vist meget sjovt indtil det kom til rengøringen. Men det skal siges, at den nu bager fantastisk brød. Rune og Mikkel går med planer om at holde en kæmpe pizzafest en dag. Det glæder vi os til!

Så langt så godt. Vi er stadig ikke helt med mht. billederne. Men I skal jo heller ikke have det have det hele på en gang! Vi har nogle fine billeder fra karnevallet i San Lucas og fra vores overlapstur med Trine og Rune i og omkring Tarija.

Og så kommer mor og far Frederiksen snart på besøg. Det glæder vi os alle til! Så bliver der nok også noget nyt og spændende at fortælle om.

Håber I alle har det godt derhjemme. Vi tænker meget på jer.
Mange kærlige hilsner fra Mikkel og Marie

En lille historie fra San Lucas

2007-03-22T11:55:00.000-07:00

Efter en lang og produktiv dags arbejde sidste torsdag kom Elio (vores ene ansatte) hjem fra en tur på landet uden bil. Han fortalte at han sammen med sygehjælperen fra området havde kørt fast på en mudret vej ca. 3 timer fra San Lucas. De havde ikke kunne få bilen fri og var gået to timer op af en stejl stigning, i mudder til anklerne, i en blanding af hagl og regnvejr i 4.400 meters højde. De havde været kolde og udmattede da de fik et lift tilbage.
Den næste dag måtte vi ud og hente bilen, men desværre var den anden projektbil i Sucre, så vi måtte spørge hospitalet om hjælp. De var glade for, for en gangs skyld at kunne hjælpe os med bil, da de her på det sidste har lånt vores biler hyppigt, da deres nye ambulance har været udsat for et alvorligt uheld (en sørgelig historie hvor hospitalets sympatiske chauffør, Roman kørte med sin egen mor som patient. Hun døde i uheldet). Desværre havde de kun cacatchaen (betyder gammel bil på Ketchua) til rådighed. Denne bil kommer klart en på en førsteplads som den dårligste bil jeg nogensinde har kørt i. Den var ældre end mig, kunne kun tændes ved at åbne kølerhjelmen, og kun af chaufføren der skulle køre os. Desuden virkede instrumentbræt og viskere ikke, bremserne meget dårlige og godt over 90 graders retslør. Godt vi fik en chaffør med. Vi havde planlagt en tidlig afgang og blev lidt skuffede da chaufføren kom 1½ time for sent. Men afsted kom vi med hele den gamle ambulance fuld af skovle, brædder, dunkraft og kapler til redningsafktionen. Ca. 10 min efter afgang valgte vores chauffør at strejfe en gravko der arbejdede på vejen, men kørte videre som om intet var hændt på trods af den høje larm. Elio og jeg blev enige om at chaufføren var fuld. Jeg bad ham om at holde end til siden og beordrede under mindre protester Elio om bag rattet (turde ikke selv). På dette tidspunkt var stemningen i bilen ikke fantastisk og vi var meget i tvivl om det overhovedet ville være muligt at komme frem til stedet, hvor vores bil var kørt fast. Da vi var halvvejs fremme samlede vi lægen ude fra området op for at give en hånd med. Han var i nye hvide kondisko, hvid kittel, højt humor og meget opsat på en spændende redningsaktion. Stemningen i bilen steg.
Da vi nærmede os den fatskørte bil blev vejen meget blød og pludselig havde vi to biler der var kørt fast, heldigvis kun med ca. 200 meter mellem dem. Vi besluttede at gå op og grave projektets firehjulstrækker fri, der efterfølgende skulle gøre det en smal sag at trække cacatchaen fri. Det tog ca. en time for os fem personer at grave bilen fri, hvor den fulde chaffør helt klart var den der havde mest erfaring i hvordan noget sådant skulle gøres.
Udmattede vendte vi hen på eftermiddagen tilbage til lægens sundhedscenter hvor vi på udturen havde bestilt frokost. Bedst som middagen skulle til at blive serveret, kaldte sygeplejersken på lægen. En 17 årig pige havde taget gift for at begå selvmord og var meget kritisk. Desværre havde de ikke nogen modgift på centret, og umiddelbart efter var vi på vej til San Lucas med patient, sygehjælper og patientens mor på bagsædet. Men regnen havde begyndt og floderne voksede. Efter ca. en times kørsel hvor patienten heldigvis var blevet gradvist bedre nåede vi til en flod vi ikke kunne passere. Det kostede os 1½ times ventetid ydeligere inden vi men en bilfuld af højt bedende bolivianere uden problemer kunne krydse floden og vende tilbage til San Lucas hvor pigen blev afleveret på hospitalet. Efter en yderst hektisk dag vendte jeg tilbage til kontoret, som Marie havde passet alene, og var næsten lige så udmattet som mig.Da vi forlod San Lucas var pigen stadig i bedring. Bilen bliver nu forkælet i Sucre med værkstedsbesøg og grundig rengøring.

Karneval i Bolivia

2007-02-25T13:57:00.000-08:00

Foerst en undskyldning for den daarlige opdatering af siden de sidste par maaneder. Det skyldes ikke at der ikke er sket noget. Snarere tvaertimod.
Vi havde en rigtig god tid i julen med masser af familiebesoeg fra Danmark. Vi fik vist dem San Lucas og Sucre og sammen oplevede vi flere af de smukke steder Bolivia har at tilbyde. Vi er glade for at de nu har en bedre fornemmelse for hvad vi gaar og laver, og at vi nu har nogle faelles oplevelser her nede fra. Men ferien er efterhaanden kommet paa afstand, og der er sket en masse siden.
Vi startede det nye aar med ca. 2 hektiske uger I La Paz, hvor de to nytilkomende til projektet skulle have forskellige documenter i orden. De hedder Trine og Rune og er henholdsvis skolelaerer og medicinstuderende. Efterfoelgene tog vi til San Lucas, hvor vi har brugt en del tid til at saette Trine og Rune ind i arbejdet paa projektet.
Eva og Christian (de to medicinstudenrende vi har vaeret sammen med paa projektet ind til nu) tog tilbage til Danmark den 17 februar. I den forbindelse var vi alle seks I Sucre for at tage afsked. Ud over en masse projektarbejde i Sucre, oplevede vi optakten til karnevallet her i Bolivia, hvilket betoed at man altid var i risiko for at blive vaad naar man faerdedes i gaderne, hvor der var konstante optog med med spillende og dansende bolivianere. Vi naaede at komme tilbage til at fejre karnevallet i San Lucas. Her havde vi forberedt os grundigt til de store vandkampe, vi vidste der ville komme.
Rune og Mikkel gik, armeret til taenderne med vandgevaere og vandballonerne ud i byen for at opsoege en vandkamp. Den fandt de hurtigt, og efter ca. en halv time da ammonitionen var ved at loebe toer, og drengene var gennembloedte, maatte de flygte ind i vores gaard. Herefter fandt en laengere belejring af huset sted, hvor gringosne (det er os) lavede mindre angreb ud fra huset, til stor jubel for de ca. 30 belejrene bolivianske drenge. Men karneval er ikke kun vand. Det er ogsaa Singani (Det er boliviansk sprut, som bliver brygget inde ved vores nabo, og saelges til en femmer flasken neede paa hjoernet).
Mikkel havde en aften ude sammen med Trine og Rune, til en “upper class” karnevalsfest i San Lucas. Festen var som de er flest i San Lucas med en masse druk og dansen, men folk havde mange flere penge og var mere vestligt klaedt end vi er vant til at se i SL. Det viste sig at festen var for alle de hjemvendte San Lucanere som har klaret sig godt og har faaet arbejde I Sucre, La Paz og andre steder. Det er aabenbart tradition i Bolivia at man fejre karnevallet hvor man er vokset op.
En af de sidste dage af karnevallet (det er svaert at definere hvornaar karnevallet egentlig slutter, men en uge kan man godt regne med at alt gaar i staa), fik vi besoeg af Ayllus. Ayllus er en gammel samfundsstruktur, hvor mange af autoriteterne i de smaa landsbyer er representeret.

I loebet af dagen kom tre hold af Ayllusfolk for at besoege, danse, spille musik og drikke. I bedste studenterfeststil gaar de fra hus til hus, og faar en lille mundskaenk hvert sted de kommer frem. Hvert af holdene var til vores overraskelse paa over 50 personer. Vi fik delt ud i store maengder af Singani, sodavand, slik og kokablade i loebet af dagen. De besoegende var en blanding af meget berusede, ketchuatalende, lugtende maend der meget gerne vil snakke og danse, og smukt traditionelt paaklaedte kvinder der var generte. Der var ogsaa boern i traditionelle klaededragter, som vi fik skudt et par billeder af. Det var en sjov oplevelse at faa besoeg af de festende boender, selv om kommunikationen ikke var det nemmeste.

Nu er vi i Tarija som ligger I det sydlige Bolivia. Vi er paa en lidt forsinket overlapstur (ryste sammen tur) med Trine og Rune, og nyder det dejlige klima. Vi har vaeret ude at vandre og koere i en nationalpark i omraadet, og i dag har vi vaeret ude og se nogle vandfald hvor der var smaa pools vi kunne bade i. Vi har ogsaa forkaelet os selv med et laekkert hotel med en pool som er blevet flittigt benyttet.
I morgen gaar turen tilbage til San Lucas, hvor vi regner med at karnevallet maa vaere definitivt faerdigt og folk maa vaere tilbage paa arbejde. Saa er vi klar til at kloe paa med fornyet energi.

Et par albums uploaded

2007-02-17T05:42:00.000-08:00

Ja, saa er vi her igen. Der er ikke lige blevet tid til at skrive de lange beretninger fra ferie med familien endnu. Det kommer senere.
Til gengaeld er der blevet uploaded et par billedalbums; julefrokost i la casa blanca og juledage i San Lucas.
For at se dem skal I gaa ind paa linket "alle vores albums". Saa vil I finde dem.

Haaber snart vi faar tid til at skrive nye historier fra Bolivia.

Til reception med Ulla

2007-01-16T10:35:00.000-08:00

I gaar aftes var vi paa fint besoeg hos den danske ambassadoer. Ulla Toernaes har vaeret paa visit i Bolivia den sidste uges tid, og besoeget sluttede af med reception i La Paz med en masse fornemme mennesker. Da vi kom foelte vi os lidt udenfor i vores cowboybukser blandt de mange slips og hoje haele, men vi var ikke de eneste, og efter et par glas roedvin foelte vi os helt godt tilpas! Ambassadoeren presenterede os for fru minister, og hun var vaeldig soed at snakke med. Vi tror, hun syntes det var befriende at snakke med nogle unge mennesker og faa lidt pause fra slipsedyrene.

Vi er i La Paz et par dage endnu, men naar nok ikke at faa skrevet og lagt billeder ud fra den dejlige tid med besoeg fra familien, saa det maa I vente lidt med. Ellers kan vi kort fortaele at Trine og Rune er vel ankommet til Bolivia og vi knokler endnu engang med det fantastiske bureaukrati!

Glaedelig jul

2006-12-21T10:08:00.000-08:00

Saa er Marie og jeg kommet til byen (og internettet) igen og jeg vil lige benytte chancen for at oenske jer alle en glaedelig jul og et godt nytaar. Marie sidder og sludrer med Danmark. Hendes skypekonto bliver godt brugt.
Vi er begge meget oppe at koere over at faa besoeg her i julen. Stine, Anne Sofie, Jo, Claus, Christian og Malene er lige lettet fra kobenhavn, og Johan er der vist ingen der ved hvor befinder sig. Men vi satser paa at de alle dukker op her i Sucre den 23. om morgenen. Saa gaar turen til San Lucas hvor vi skal fejre julen. Det bliver nok lidt anderledes end derhjemme, selv om der bliver bragt mange forsyninger fra Danmark. Her i Bolivia er det sommer og lige nu er det 28 grader i skyggen saa der er ikke gode chancher for en hvid jul. Det skulle da lige vaere hvis der kom en haglbyge!?!
I San Lucas gaar det godt. Regntiden har sat ind, og det regner naesten hver dag. Det betyder ogsaa at vejene er blevet daarligere, og det ikke laengere er muligt at komme ud til de fjerne egne, hvor mange af vores projektaktiviteter foregaar. Der kommer altsaa ikke til at vaere saa mange kurser de naeste par maneder. Til gengaeld kommer Trine og Rune ned til os i Januar. De skal tage over for Christian og Eva, og vaere sammen med os paa projektet indtil vi skal hjem i slutningen af August. Vi glaeder os meget til de kommer.
Nu skal vi ud og ordne juleindkoebene.
KH M & M

Ferie i Brasilien

2006-11-20T04:38:00.000-08:00

Valget faldt på Brasilien og det var slet ikke så ringe endda. Vi havde snakket længe om, hvor vi skulle tage hen på ferie. Men det hele stod og faldt på om vi nåede at få vores pas eller ej. Hvis vi ikke fik passene ville det blive bilferie i Bolivia. Vi besluttede os for, at hvis vi fik passene ville vi tage et fly på ferie, for at opleve et andet land end Bolivia, frem for en bilferie. Afstandene i Sydamerika er så store, og vi kom frem til at det ville blive mest afslappende, hvis man ikke skulle bruge halvdelen af tiden i en bil! Så vi forhørte os om flybilletter til Buenos Aires i Argentina, men vi var så sent ude at der ikke var billetter til det tidspunkt vi kunne tage af sted. Men det var der til Sao Paolo i Brasilien, så vi tænke at samba lyder da også meget fedt, og så måtte vi vente med tangoen til en anden gang.
Så da vi endelig stod med passene i hånden var det bare om at komme af sted. Vi havde glædet os til vores første ferie. Nu skulle vi bare slappe af og slet ikke tænke på dumme advokater og manglende biler.
Da vi landede i Sao Paolo tog vi en bus direkte til Rio de Janeiro. Vi boede en nat i Cobacabana og de næste fem nætter i Ipanema. Rio er en flot storby med de lækreste brede hvide sandstrande og grønne bjerge, og så en masse højhuse. Det meste af tiden her blev brugt ved stranden - enten bare ren afslapning, gode gåture eller beachvolley. Helt super.
På Cobacabana strand var der, mens vi var i Rio, verdensmesterskaberne i strandfodbold, så der var vi inde og se et par kampe. Mikkel syntes det var helt vildt fedt, mens jeg efter en enkelt kamp foretrak at bruge tiden uden for stadion - på stranden! Ellers var vi et smut oppe ved en stor Kristus-skulptur, hvor man havde en fantastisk udsigt over byen. Vi fik også lejlighed til at opleve en sambafest. Træningen til næste års karneval i februar er gået i gang, og vi var på en tur arrangeret af en pige fra vores hostel til en af byens bedste sambaskoler. Skolen lå i en af byen farvelaer (slumkvarterer), så vi var tydeligvis turister, da vi kom i en flok på ca. 10 der ikke så særligt brasilianske ud, og havde vores egen guide med. Skolen var et kæmpe hal-lignende lokale fyldt med mennesker og et stort trommeorkester. Og så blev der ellers rystet balder! En meget spændende oplevelse, hvor man kun kunne forestille sig hvor meget gang der må være i den til karnevallet!
Efter en lille uges tid i Rio var vi også ved at være mætte af storbyen, så vi tog til en lille lækker paradis-ø ved kysten et par timer fra Rio. Ilha grande, der på trods af at være et populært turistmål var dejlig afslappende. Alle hoteller, restauranter og rejsebureauer var samlet i en lille landsby med en hyggelig atmosfære. Vi fandt et lille sted på stranden med navnet Oasis. Her havde vi et lille værelse med en flot havudsigt. Vi var det meste af tiden de eneste gæster, og følte os vældig privilegerede med pool, lækre morgenmåltider og en altid hjælpsom ung brasiliansk ejer. Der var kun meget få veje på øen, og kun to biler. En ambulance og en politibil, der lå og cruisede op ned langs stranden. Vi brugte fem dage til at udforske øen til fods og med både. Da vi havde flere dage med overskyet vejr, havde vi nogle gode vandreture til nogle små vandfald og de forskellige strande. Vi havde blandt andet en to timer lang gåtur til hvad der rygtedes skulle være Brasiliens flotteste strand. Den var flot, og et imponerende syn med de enorme bølger der til vores overraskelse kom væltende ind over stranden.
Da vi endelig en dag vågnede op til solskin, besluttede vi os for at tage på bådtur til de forskellige smukke laguner rundt om øen. Selv om solen trak sig tilbage efter et par timer, havde vi en rigtig flot tur og fik brugt vores lejede snorkeludstyr. Der var et rigt fiskeliv, og jeg (Mikkel) fik svømmet mig en tur med en havskildpadde. Men det var ikke kun mens vi snorklede vi havde glæde af de mange fisk. Restauranterne serverede nemlig lækre friskfangede fisk og skaldyr, hvilket må betragtes som en mangelvare i det bolivianske højland. På Ilha Grande fik vi også tid til at hygge os med de andre rejsende, og fik smagt på barernes forskellige caipirinas (eksotisk brasiliansk drink). Alt i alt et sted vi sent vil glemme og kan anbefale andre rejsende der skulle komme til Brasilien.
Sidste stop skulle være Iguazu vandfaldene som ligger på grænsepunktet mellem Brasilien, Paraguay og Argentina. Vi havde forkælet os selv med en flybillet til Iguazu, da en 22 timers bustur fra Rio var lige i overkanten. Desværre blev flyet forsinket og vi endte med at ankomme til vores hostel klokken fire om natten. Dette skulle dog ikke forhindre os i at stå op klokken syv næste morgen, for at tage på en dagstur til Argentina. Her glemte vi hurtigt at vi burde være trætte. Vandfaldene var fantastiske, og spredte sig over et rigtig stort område. Så vi fik set faldene fra mange forskellige udsigtspunkter både fra oven og fra neden. Det blev også til en bådtur under faldene hvilket var ret flot, men mest af alt rigtig vådt, hvilket jo er sjov når solen bager ned over en fra en blå himmel. Skønt. Efter en god nats søvn tog vi igen ud til vandfaldene, men denne gang skulle de udforskes fra Brasiliens side. Her kunne vi så se nye og lige så overvældene vandfald endnu engang. Vi fik også stiftet bekendtskab med lidt af den omkringliggende jungles dyreliv, der dog var blevet lidt menneskevandt. Det var en perfekt afslutning på en rigtig god ferie.
Vi har oploaded tre billedalbums fra vores ferie i Brasilien, som hedder; Rio de Janeiro, Ilha Grande og Iguacu vandfaldene.

Desfile i San Lucas

2006-11-20T04:37:00.000-08:00

Så blev det tid til vores første desfile. Det var San Lucas dag d. 18. oktober, og traditionen tro skulle alle byens skoler og institutioner desfilere. Det vil sige, at alle tager deres fineste tøj på, finder banneret frem og stiller sig klar til at gå de 100 meter på placaen foran rådhuset. Så det er jo meget fint. Denne gang kunne IMCC stille op med hele 6 personer; Eva, Christian, Mikkel og jeg og så Irma, der er syerske og er med til at undervise kvindegrupperne samt Elio der er læge og arbejder med de traditionelle behandlere. Hele showet tog en times tid indtil alle institutioner og skoleklasser havde gået deres tur, men for hver enkelt gruppe er det hele meget hurtigt overstået. 100 meter - no mas, så det er bare om at se fin ud, mens man er på!
En anden vigtig begivenhed i forbindelse med San Lucas-dagen er valget af Miss San Lucas. Det foregår om aftenen og de forskellige kandidater skal så stille op i forskellige outfits. Først traditionelt tøj, derefter badetøj og til sidst gallatøj. Vi havde desværre et andet arrangement samme dag, men vi nåede lige at komme til aftenens højdepunkt, hvor pigerne gik på scenen i badetøjet. Marti og Saskia - det hollandske par, der bor i San Lucas - havde bestilt et bord til dem og os helt oppe foran, så vi havde fin udsigt! Alle de omkring 16-17 årige piger på scenen var noget beklemte ved situationen, men de klarede det fint. Efter Miss San Lucas var blevet valgt, var vi desværre nødt til at gå hjem at sove, da vi skulle tidligt op næste dag. Så vi gik vist glip af en god fest!
Vi har også oploaded nogle billeder fra desfilen. Der har også lige sneget sig et billede med af haglstorm i San Lucas.

Kvindedag i San Lucas

2006-11-20T04:35:00.000-08:00

D. 11. og 12. oktober (på kvindernes dag) blev der afholdt et stort arrangement for kvinder fra San Lucas kommune. Den ene dag blev der afholdt workshops inden for emner som sundhed og rettigheder. Næste dag var der stort marked, hvor kvinderne solgte deres forskellige håndarbejder; strikkede, vævede, hæklede og syede sager som tørklæder, tæpper, nederdele mm. Her blev der også fremvist de rollespil, som var blevet øvet til workshopperne og der var sangkonkurrencer. Der er nogle fine billeder herfra.

Vamos a Brazil

2006-10-31T07:09:00.000-08:00

Marie og jeg sidder lige nu i LaPaz og har lige faaet afhentet vores pas (med visum, :) ). I sidste oejeblik, for vores fly til brasilien (via Santacruz) afgaar i aften klokken syv. Vi har nu to ugers ferie, og glaeder os meget. Vi vender snart tilbage med oplevelser fra Rio de Janeiro.

Nye Billeder

2006-10-08T18:44:00.000-07:00

Så har vi fået uploaded fem nye fotoalbum. Vi henviser ikke direkte til billedfremvisningen (slideshowet) som vi har gjort på de tidligere, men det er muligt at se slideshowet ved at kligge på teksten med samme navn oppe i højre hjørne, på den side der linkes til. God fornøjelse.

Sportsdag og gallafest!!!

2006-10-03T12:57:00.000-07:00

Hej igen.
Marie og jeg er igen i Sucre. Denne gang for en uges sprogskole. Det har vaeret en travl tid paa projektet og vi har haft meget og se til mens Christian og Eva har vaeret paa ferie.
Lordag den 23 sep. holdte hospitalet i San Lucas et traef, hvor nabohospitalernes personale var inviteteret til sport og fest. Marie og jeg havde taget stor del i forberedelserne med at arrangere sportsaktiviteterne og gore klar til fest, ligesom vi hver eneste aften i ugen op til, havde traenet til sportsaktiviteterne og ovet en dans der skulle fremvises paa dagen. Der var blevet lagt et stramt program, der startede med sport fra klokken 8:30. Det viste sig dog, at de forste gaester begyndte at dukke op ved ellevetiden, og vi kunne saa smaat begynde at spille basketball og futsal (fodbold, 5 mod 5 med en lille tung bold) ved tolvtiden. Sporten gik fint. Baade Marie og jeg deltog aktivt, og San Lucas lob med flere titler (maatte desvaerre se os slaaet i volleyfinalen). Saa kom vi til at fremfore vores traditionelle bolivianske dans. Vi stillede otte herrer og otte damer og var klaedt ud i ens farverige flotte klaededragter. Paa trods af ca 10 timers intensiv traening i denne 7 minutter lange dans, led vi et sviende nederlag. Men det det var skaeg og noget af en oplevelse. Da alle konkurrencerne var overstaaet var klokken blevet ti om aftenen, saa alle skyndte sig hjem, for at klaede om til aftenens gallafest. Maden skildte sig ikke specielt ud fra det vi plejer at faa. Blandt andet var der tunge i. Tunge smager naesten ligesom tarm, hvilket vi har vaeret udsat for tidligere. Saa selv om klokken var blevet halv tolv, og vi havde dyrket sport hele dagen, mistede vi hurtigt appetitten. Jeg spiste det selvfolgelig alligevel (undtaget tungen). Efter middagen blev der spillet op til dans og nogle gaesterne langvejs fra gik hjem. Men alle fra San Lucas var klar til at danse, og da vi gik hjem klokken halv fem om morgenen, havde vi ikke holdt mange pauser fra dansegulvet. Her staar man paa to raekker over for hinanden og danser helt specielt til de bolivianske rytmer. Vaeldig underholdende, og saa kommer der jaevnligt en mand forbi med en kande med drinks (hjemmebraend med boliviansk sodavand), hvor der er meget uhofligt at sige nej tak. Alt i alt en vellykket dag og fest.

Nyt fra Bolivia

2006-09-12T19:48:00.000-07:00

Hej Alle.
Saa er vi igen i Sucre for et par dage. Eva og Christian har nu besoeg af Evas foraeldre, og i de kommende uger rejser de rundt i Bolivia, saa der har Mikkel og jeg tjansen i San Lucas helt alene. Det bliver spaendene, og en god mulighed for at blive sat ind i projektet og for vores samarbejdspartnere at finde ud af, at vi ogsaa kan finde ud af det. Der er en tendens til her i starten at alle spoergsmaal mm. bliver stillet til Eva og Christian, som jo har vaeret her et halvt aar nu, og som alle kender og som ogsaa har et spansk paa et lidt hoejere niveau!
Ellers har vi vaeret til vejindvielse til en lille landsby der hedder Collpa. Den ligger 5 timers koersel til San Lucas, og det var en stor dag, da vejen stod faerdig - noget de har ventet paa i mange aar. IMCC´s to biler var de foerste i landsbyen og vaekkede stor begejstring blandt mange af bornene, som aldrig havde set en bil for. Senere dukkede nogle af de vigtige folk fra raadhuset op. Som aeresgaester blev vi placeret rundt om et stort bord midt paa plazaen, og fik serveret store maengder mad og chicha, som er den hjemmelavede majsoel, man ikke maa sige nej til, og som smager ret forfaerdeligt. Bolivianere kan vaere insisterende paa en helt anden maade end vaerter normalt er i Danmark. Vi har paa fornemmelsen, at denne chicha fra Collpa er skyld i Maries maveproblemer, paa trods af vi hurtig fik laert os skikken med at ofre "lidt" til moder jord, inden man drikker. Det var en lidt spojs oplevelse at blive overbegloet af flere hundrede landsbybonder, mens vi spiste. De havde slagtet baade koer, grise og en lama for at fejre den store begivenhed. Vi haaber de ogsaa selv fik del i maden, men ved det ikke. Da det blev aften korte vi hjem, men festen i Collpa fortsatte i flere dage. Vi har hort deres fester forst slutter, naar der ikke er mere Chicha, og vores fornemmelse siger os produktionen er stor i Collpa.
Efter denne tur har vi vaeret paa endnu et besoeg i Collpa. Denne gang var der marked, hvor der bl.a. var en udstilling, hvor kvinderne fra "vores" kvindegruppe fremviste de nederdele de har syet i loebet af aaret. De var meget fine og der var mange af dem, men ingen af kvinderne oenskede at saelge deres haandarbejde paa trods af flere interesserede koebere. Igen havde vi en fin tur til Collpa, og det er rart efterhaanden at kunne genkende folk, og foele sig lidt hjemme i et af de omrader, hvor vores maalgruppe bor. Vi var kun fire, der skulle med hjem til San Lucas i bilen, saa med ekstrasaeder havde vi plads til at give tre piger et lift, saa de slap for at gaa 3-4 timer hjem. Problemet var bare, at det var den foerste koeretur i ders liv (da vejen til Collpa jo er helt ny), og paa den foerste time maatte vi holde fem braekpauser, indtil vi kom frem til Molle Molle, hvor de bor. Saa har de ogsaa proevet det! Godt de ikke skulle med alle fem timer til San Lucas ;-)

Bolivia: hyggligt men ikke saerlig funktionelt

2006-08-31T09:17:00.000-07:00

Hej derhjemme. Vi er klar over det er laenge siden i har hort fra os. Kommunikationsmulighederne i San Lucas er meget begraensede her for tiden. Kommunen har haft rod i regnskaberne, og udbetalingen fra staten er derfor stoppet. Det betyder at der ikke bliver betalt nogen regninger fra raadhuset, hvorfor baade internet og telefon er blevet lukket ned. Det er lidt irriterende for os, men ret problematisk for f.eks. hospitalet. Der ud over har de ansatte paa raadhuset gaaet 2 maaneder uden lon paa nuvaerende tidspunkt. Saa vi havde store forhaabninger om at komme ind til byen hvor tingene jo fungere. Men nej. Da vi kom til bygraensen ind til Sucre holdt der to store busser og spaerrede vejen. Vi fandt hurtig ud af der var blokader i hele byen, saa vi gav os til at lede efter en garage hvor vi kunne parkere bilen sikkert natten over. Det viste sig ikke at vaere saerlig nemt, og vi kom ud paa alverdens omveje. bla. modte vi en cyklende betjent da vi lige havde laant en cykelsti. Det lod ikke til at genere ham videre. Trafikreglerne gaelder vist haelder ikke laengere naar der er blokader, som jo heller ikke er bifaldt af ordensmagten. Heldigvis havde vi en god ven og tidligere samarbejdspartner med i bilen, og efter at have spurgt utallige bolivianere om vej, og haft et par stykker med i bilen lykkedes det til sidst at finde et sikkert sted at parkere bilen.
Bortset fra at alt strejkede her i byen i gaar nyder vi at vaere i byen et par dage for vi skal tilbage til San Lucas paa fredag. Det bliver ogsaa rart at faa handlet ind til kokkenet hvor tomat og log har faaet en gradvist storre plads i vores kost de sidste par uger.
I forhold til arbejdet paa projektet gaar det godt. Vi faar stille og roligt mere styr paa det hele, og glaeder os til arbejdet i den kommende tid, hvor vi skal indlede arbejdet med de traditionelle behandlere ude paa landet. Der ud over er vi ved at vaere desperate efter en underviser til kurserne for de frivillige sundhedsarbejdere, som skal stilles til raadighed af kommunen. Dette lader dog ikke til at vaere det storste problem paa raadhuset her for tiden :-) . Det er ret vigtigt at kursusraekken naar at blive afholdt inden regnen kommer til december, da foraarets kursusraekke heller ikke blev fuldstaendig gennemfort pga. manglende underviser.
Ellers gaar det godt i San Lucas, hvor vi efterhaanden er begyndt at faa nogle venner. Vi har spist en enkelt gang med et hollandsk par med to born som nu bor i San Lucas paa femte aar. Ellers spiller vi ofte volleyball og basketball med de ansatte fra hospitalet. Vi er ogsaa blevet inviteret med til en sportsdag med efterfolgende gallafest her i september. Saa jeg (mikkel) er gaaet i gang med at faa lavet et jakkesaet ved skraedderen her i Sucre.
Nu maa i have det godt derhjemme, og saa vil vi bede vores modre om at se sig ordentligt for naar de cykler i trafikken. Det er vist ikke kun i det store udland trafikken er farlig :-).
Kaerlige hilsener fra M og M

La Paz og Vandretur

2006-08-02T12:22:00.000-07:00

Marie og jeg er nu i La Paz hvor vi stadig arbejder paa at faa visum osv. til at falde paa plads. Vi synes udemaerket om byen og har benyttet os af de gode shoppingmuligheder og restauranter. Jeg har kobt en mountainbike til at kore paa i bakkerne omkring San Lucas. Vi glaeder os dog ogsaa til at komme hjem, da det er lidt traels at bo paa hotel i laengere tid. Og saa synes bureukratiet at naa nye hojder, naar vores ansogninger bliver ved med at mangle underskrifter og stempler.
I weekenden var vi paa vandretur med Eva og Christian som er det andet par vi skal bo og arbejde med det naeste halve aar. Det var en rigtig flot tur rundt i Andesbjergene omkring La Paz. Vi gik i ca 5000 meters hojde og havde nogle fantastiske udsigter. Vi havde sol og varme om dagen, men det bliev rigtig koldt om natten. Om morgenen var der nul grader i teltet da vi vaagnede, saa vi var glade for vores nye soveposer. Da turen sluttede paa tredjedagen var vi oppe paa en gletcher og isklatre. Det var en fed oplevelse. Vi fik helt lyst til at prove kraefter med en rigtig top! Det bliver maaske en anden gang.
Vi glaeder os til at komme tilbage til San Lucas til projektarbejdet. Det er en spaendene tid, da vi skal til at ansaette en boliviansk laege til at undervise paa kurser for de traditionelle behandlere i landomraderne. Vi har faaet 18 ansogninger vi nu skal til at laese igennem. Der ud over er der ogsaa kommet en ny underviser til kurserne for de frivillige sundhedsarbejdere. Kurserne for de frivillige sundhedsarbejdere er en af projektets hovedaktiviteter, som vi (projektet) har lagt meget energi i at faa til at fungere. Saa det bliver spaendende med nye kolleger!

Velkomstfest og tur på landet

2006-07-15T14:59:00.000-07:00

Nu har vi været i San Lucas i to uger og er så småt ved at falde til hernede. Vi har efterhånden mødt mange af de mennesker vi kommer til at have med at gøre. Alle har været meget venlige og har taget godt imod os.
I går holdt vi en afskeds/velkomst-fest for henholdsvis Kristian og Susanne som er på vej hjem og os. Kristian og jeg (Mikkel) brugte det meste af dagen på at stege et svin Kristian havde købt hos en af naboerne for 250 kr. Det fik seks timer over bålet og resultatet var rigtig godt. Vi var omkring 40 mennesker til festen. En blanding af folk fra hospitalet, komunen, naboer, rengøringskonens familie og en hollandsk familie der bor her i byen. Selv om folk var inviteret til Middag klokken seks kom de dumpende i løbet af aftenen, de fleste ved 8-9 tiden. Så fik de en tallerken mad og en kop med drinks eller øl når de kom. Som værter var det vigtigt at vi hele tiden gik rundt og tilbød dem mere at drikke. De tog godt fra. Da vi havde drukket de 4 liter brændevin fra det lokale brænderi tog vi ned på en at byens to karaokebarer, hvor der blev sunget og danset til ud på natten. Bolivianerne er gode til at feste og vi havde alle en rigtig god aften. I dag har vi ryttet op og slappet af.

Sidste weekend havde vi en oplevelsesrig tur ud på landet. Vi var Vicky (vores dygtige socialarbejder der arbejder med kvindegrupper), to sygehjælpere som skulle undervise på et kursus for de sundhedsfrivillige fra landsbyerne, Eva og Christian og Marie og jeg. Vi startede med at køre 4 timer af grusvej ud til en lille sti, hvor der stod et par mulddyrsdrivere og ventede på os. Her fra gik vi i seks timer, hvoraf de sidste 4 gik stejlt nedad kun oplyst af månen (Vi var kommet sent afsted da sygehjælperne ikke kunne få deres medicin med, da hospitalsadministratoren havde tømmermænd og derfor ikke var til stede for at underskrive. Velkommen til Bolivia). Men vi nåede frem og fik sat vores telte op. De to følgende dage oplevede vi hvordan kvindegrupperne og vores kurser for de sundhedsfrivillige fungerede. Disse er to af projektets primære aktiviteter og det var rigtig spændene. Der ud over er der meget smukt i Pirhuani (Der er billeder), som nogen af jer måske kan huske hvis I har set filmen fra vores projekt. Mandag stod den på hjemrejse. Vi gik syv og en halv time opad, og steg ialt 1730 meter (pænt hårdt). Men denne tur var i lys, og der var fantastisk flot.

Den sidste uge er Marie og jeg ellers blevet sat ind i de sidste ting i forbindelse med vores overlap med Susanne og Kristian, og de næste to uger skal vi være i Sucre og La Paz, for at ordne kørekort (mislykkedes desværre sidste gang i Sucre pga en sur politimand, hvilket betyder jeg endnu ikke har givet den gas i vores fede firhjulsstrækkere), identitetskort, Visa og andre papirer. Der bliver også tid til en lille ryste sammen tur med Christian og Eva mens vores papirer bliver behandlet i La Paz. Efter sidste weekends succes i Pirhuani, overvejer vi en vandretur, evt. kombineret med noget isklatring. Håber i nyder den danske sommer. Vi har det rigtig godt, og tænker på jer derhjemme.
Kærlig hilsen M og M

Bjergskolen

2006-06-04T07:38:00.000-07:00

Vi har nu haft 3 uger med intens spanskundervisning, og det skal blive dejligt med en uges ferie. De sidste to uger har vi vaeret paa en lille skole i bjergene i naerheden af Xela. Det har vaeret noget af en oplevelse. Der var i omkring 10 studerende, der alle boede paa skolen, og det var super hyggeligt.
Skolen ligger taet paa to smaa samfund, som pengene fra de studerende paa skolen gaar til at stotte - blandt andet med skolelegater til nogle af bornene. Derudover er der lokale ansat paa skolen til det daglige arbejde med rengoring, vedligeholdelse mm.
Beboerne i begge samfund har en interessant og barsk historie bag sig som arbejdere paa kaffeplantager i naerheden. Paa grund af daarlige arbejdsforhold flyttede de i hhv. 1993 og 2001 fra at bo paa kaffeplantagen til det nuvaerende sted. Paa grund af faldende kaffepriser, blev arbejderne, der i forvejen levede i stor fattigdom, ikke betalt i omkring et aar. Det fik dem til at organisere sig - hvilket ikke var populaert hos plantageejerne - og endte med at de forlod de plantager, hvor de havde boet i generationer. Siden har de boet paa dette omraade, hvor forholdene gradvist er blevet bedre takket vaere nationale og internationale organisationer. I starten var der hverken huse, vand eller el, og det ene samfund har stadig ikke indlagt vand.
Vi spiste tre maaltider om dagen i hver sin familie i disse samfund. Det var en oplevelse at se, hvordan livet ogsaa kan leves. Op tidligt for at arbejde, samle braende, lave mad, vaske toj, hente vand osv. Det har vaeret to uger med traditionel og simpel mad lavet over baal, spist sammen med beskidte born, hons og hunde. Vi har erfaret at vores spanskkundskaber har vaeret lidt for sparsomme til dybe samtaler med de meget hurtigttalende kvinder og born. Men vi har virkelig oplevet noget i disse familier og kropssproget og leg er blevet brugt flittigt i kommunikaionen - specielt med bornene. Og dem var der nok af... I Maries familie i den forste uge, boede der i alt 13 personer i samme hus - mor og far, born, svigerborn og borneborn. Vi ved at familierne er glade for de studerende, da det giver dem lidt ekstra penge. Og saa er det rart at vide, at de penge vi har givet for vores spanskundervisning er havnet et sted, hvor der virklelig er brug for det. Derudover havde vi ogsaa nogle gode undervisere, og vi fik laert meget om historien og situationen i dag i Guatemala. Vi synes det gaar stille og roligt fremad med det spanske, men det er en lang proces.
Fredag tog vi fra bjergskolen, og har siden haft nogle lange busture. Vi er nu i det nordlige Guatemala, hvor vi de kommende dage skal paa eventyr blandt mayaruiner i junglen. Efter denne uges ferie regner vi med at tage to ugers undervisning i Panajachel, inden vi rejser til Bolivia.
Kaerlige hilsener M og M

10 dage i Guate

2006-05-21T10:44:00.000-07:00

Hej allesammen, og tak for kommentarerne. Nu har Marie og jeg vaeret i Guatemala i 10 dage, og der er efterhaanden sket lidt. Vi har overstaaet den forste uges spanskundervisning og kan maerke at det gaar stille og roligt fremad. Marie blev onsdag ramt af et maveonde og havde en dag i sengen med smerter og opkast. Hun var dog allerede paa benene igen Torsdag. Jeg havde en enkelt dag i gaar med diare, men har heller ikke maerket noget til det i dag. Vi haaber at vi har overstaaet vores dosis af turistmave for nu.
Det er ikke kun nye bakterier der har vaeret efter os. Torsdag aften provede vi at haeve penge i pengeautomaterne i Antigua men uden held. Vi blev lidt mistaenksomme og ringede til tidlig fredag morgen til skandiabanken for at tjekke vores saldoer. Det viste sig at vores to kontoer i banken var blevet rippet for smaa 20.000 kroner. Det var lidt af et chok. Vi havde paa intet tidspunkt brugt kortene i butikker eller restauranter, og havde hele tiden haft kortene paa os. Kortene er nu lukket og vi har heldigvis to andre visakort vi kan bruge. Vi tror vores kort er blevet kopieret i en af pengeautomaterne i byen, og saa er der en person i Guatemala der har haft sig en festlig uge. Efter en samtale med banken, regner vi ikke med, at vi kommer til at skulle daekke udtraekkende paa vores konti. Det er dog ikke faldet endeligt paa plads endnu.
Vi tog Lordag morgen en minibus til Quetzaltenango (Xela) og har i nat boet paa et lille hostel. Vi skal nu ned paa en sprogskole vi har udset os, og hore om de har plads til flere studerende i den kommende uge. Vi ved skolen har en lille afdeling langt ude paa landet oppe i bjergene. Her kunne vi rigtig godt taenke os at komme ud og bo. Men vi ved skolen er meget populaer og der er kun faa pladser, saa vi krydser fingrene og haaber. Ellers er der masser af sprogskoler her i byen, saa vi skal nok blive undervist.
Kaerlige hilsener fra Marie og Mikkel.

Vel ankommet til Guatemala

2006-05-14T10:23:00.000-07:00

Vi har nu vaeret i Antigua i 3 dage og starter sprogskole i morgen. Vi synes rigtig godt om Guatemala, hvor alle vi har modt har vaeret meget venlige og imodekommende. Vi bor hos en rigtig fin familie, hvor der bliver rig mulighed for at ove det spanske. Vi har haft tid til at nyde byen og var i gaar en tur paa den aktive vulkan Pacaya. En super oplevelse. Her ud over har vi besogt Mikkels "eks-tante" Alex, paa hendes hyggelige hotel, hvor vi isaer har nydt poolen. Hende skal vi nok se mere til.
Vi har faaet en god start paa vores seks ugers sprogophold i Guate. Den 24. juni tager vi til Bolivia, hvor vi skal vaere i 14 maaneder.
Haaber alt er vel derhjemme.

Om Bolivia

2006-04-27T13:47:00.000-07:00

Geografi
Hovedstad	La Paz
Areal	1.098.581 km2 (Danmark 43.000)
Indbyggertal	8,8 mio.
Befolkningsvækst pr. år	2,1 pct. (1980-2003)
Befolkning	60 pct. oprindelige folk, 40 pct. mestizbefolkning
Sprog	Spansk og flere oprindelige sprog (bl.a. Quechua, Aymara)
Religion	Katolsk


Økonomi
BNI pr. capita	960 USD (2004) (Danmark ca. 42.000 USD: 2004)
Vækst i BNP pr. capita	1,6 pct. (2004)
Dansk projekt/ program-bistand	125 mio. DKK (2005) fordelt på 6 programmer indenfor: Landbrug,miljø,uddannelse,oprindelige folk, menneskerettigheder og demokrati samt reform af den offentlige sektor
Valuta	Bolivianos (BOB) 100 BOB ca. 76,5 DKK

Politisk situation
Statsoverhoved	Præsident Juan Evo Morales Aima (MAS - Bevægelsen mod Socialisme) Tiltrådt den 22. januar 2006 for en fem-årig periode, efter at have vundet en jordskredssejr med 53,7% af stemmerne ved præsidentvalget i december 2005. Er den første indianske præsident i Bolivias historie.

Kontaktinfo

2006-04-27T13:46:00.000-07:00

Vores emailadresser:

mariefrederiksen@gmail.com
mikkelhvitved@hotmail.com

Adressen til huset i Sucre:
Post til os sendes til adressen:
IMCC San Lucas
Casilla 501
Sucre
Bolivia
Husets fysiske adresse:
Calle Equador #550
Sucre
Bolivia
Telefon til huset i Sucre:
(00591) 46 45 20 90
Mobiltelefonen:
som vi kan fanges på når vi er i Sucre, La Paz eller Potosí:
(00591) 70 32 36 55 eller (00591) 72 86 61 55
Telefon til San Lucas:
Telefon/fax (kontor/ hospital, San Lucas) i kontortiden, 8-12 og 14-18 Boliviatid:
(00591) 46 93 78 93

Du/I må ikke blive forbavsede eller kede af det, hvis der er optaget - det er der ofte! Det kan være en hjælp at ringe tidligt, dvs. fx før kl. 10:00 vores tid (kl. 16 dansk tid).
Telefon (Entel San Lucas):
(00591) 46 93 71 90/91 eller (00591) 46 93 74 25
Telefonparlør:
Det kræver lidt spanskkundskaber at få fat i os på disse numre. Vi deler telefon med hospitalet, og man skal derfor bede om at tale med nogle fra IMCC. Ringer man til Entel i San Lucas, et kontor med en telefon, som er bemandet i dagtiden, skal man ligeledes bede om at snakke med IMCC, de vil så bede jer om at ringe tilbage et kvarter senere. Tiden bruger de på at sende en lille dreng rundt i byen for at finde os, det plejer at gå meget godt. Prøv f.eks: "Hola me llamo…(indsæt navn)…. Me gustaría hablar con Marie o Mikkel de IMCC " Hvis man synes, at dette virker uoverskueligt, kan man - når man ringer til hospitalet - bare sige "Marie de IMCC" eller "Mikkel de IMCC" (afhængigt af hvem man vil tale med). IMCC udtales "i emme c c". Prøv evt. at sige det nogle gange. Det skulle gerne virke.
Tidsforskellen
mellem Bolivia og Danmark er 6 timer, indtil sommertiden ender, hvorefter den er 5 timer. Bolivia er bagefter Danmark, dvs. at når klokken er 14:00 i Bolivia er den 20:00 i Danmark.